Allerede 1671 nævnte Rasmus R Ravn i Borringholms Krønike, at "stengærderne fandtes alle vegne på landet, både i lyngheder enge, dale og på de højeste bjerge samt i skove, krat og buske". Videre nævnte daværende amtmand Thårup i 1839 i en beskrivelse af Bornholms amt, at der fandtes tre typer på øen, nemlig udmarksgærderne, der omgav de fælles udmarker, rundgærderne, ved hvilke de enkelte jordbrugere eller rydningsmænd uddrog og afgrænsede et jordstykke fra det almindelige fællesskab, og mellemgærderne, der blev anbragt i skel mellem to naboers jordstykke. Udover denne inddeling forekommer gærderne i to former, stengærdet og stendiget Stengærdet er bygget af markens rå sten uden brug af andre materialer og er ens på begge sider. Det står som skel mellem marker og gårde og er det almindeligste hegn på øen. Stendiget har den ene side bygget af rå sten og den anden udgøres af en påkastet jordvold. Det brugtes som hegn om højlyngen og udmarkerne og senest i indhegningen af Almindingen og Rø Plantage i l80O4aIlet. Bygningsmaterialet var i almindelighed de rå kampesten, der tidligere fandtes strøede ud over landskabet efter istidens gletschere og som hindrede opdyrkningen af marker. I nogle tilfælde er der i nyere tid bygget gærder med overvejende sprængte sten, og i det område af øen, hvor Neksø - sandstenen danner undergrund, er stengærderne bygget op af flade sandstensfilser. Stengærderne er ikke i høj kurs i vore dages landbrug. De synes upraktiske og tager for meget plads, og så samler de "ukrudt«, der kan sprede sig til de dyrkede markers monokulturer. Af den grund er mange at øens stengærder forsvundet de seneste hundrede år. Stenene er hugget til skærver og vejsten, ja man har endog hørt om en eksport bort fra øen af kampesten fra øens stengærder. At de er upraktiske skyldes nok for en stor del, at de ofte er dårligt vedligeholdte, for i virkeligheden er de mere solide end de fleste hegn, der sættes op i vore dage. Et stengærde kunne holde i århundreder, når det først var sat, og i. deres oprindelige skikkelse var de i stand til at holde kvæg og får indenfor græsgangen eller udenfor den dyrkede mark. Endnu en grund til, at man i vore dage ønsker at fjerne disse gamle gærder er, at man ikke mere holder kvæg i de mængder som tidligere, og at de ved sammenlægninger af nabobrug tit virker hæmmende for landbrugets rationelle dyrkningsmetoder med maskiner af hidtil usete dimensioner. Det er indlysende, at de gamle stengærder tidligere har spillet en langt vigtigere rolle end man i dag tænker på, men det «at sætte et stengærde rigtigt« var en stor kunst, der krævede både erfaring og kunnen, har vi her at gøre med nogle kulturhistoriske levn, der som kulturarv må komme helt på linie med datidens bygning af kirker og kapeller, og som bl.a. viser afgrænsningen mellem tidligere driftsformers dyrkede marker og græsningsarealer. Foruden de kulturhistoriske værdier, repræsenterer øens stengærder i dag store landskabelige værdier som reservater for et rigt pIante og dyreliv i land - brugslandet. Som Iangstrakte såkaldte «småbiotoper« har de sammen med levende hegn en vigtig funktion som spredningskorridorer for dyr og planter, og ud over de dyr og planter, der bor i og på stengærderne; bruges de af mange andre som ledelinier gennem landskabet mellem små og store naturområder og sikrer derved et både arts- og individrigt landskab.