Jul på Hullegaard

v/ Inge Loshak

Hov!
Det er november. Mørket kryber ind over os langsomt, dag for dag, og træerne er ved at smide deres sidste pragt. En fornemmelse af fornedrelse og død lister sig over os. Hvad har livet for med os?

Hov!
Samtidig melder der sig også en anden fornemmelse. En vis magisk fornemmelse, der også kommer snigende. Vi føler den i ryggraden. En fra årtusinder, i generne ned lagret sikker viden om, at lyset vender tilbage. Det bliver jul! Julen vil bringe lyset og alt godt tilbage! Vi må gøre os parat til det gode. Fejre og påkalde lyset! Men så er det helt nødvendigt, at vi viser os dygtige og har fået alt i orden, så vi kan fortjene det gode, der er på vej til os.

Men hov vi har jo allerede gjort meget. I losten er kørt i hus, dyrene står gumlende på stald, roerne i kule, kartoflerne i tonde, frugten samlet og gjort ved, haverne revet og tilplantet. Vi har også vasket i den store murgryde, hængt og solet det fine linned, og så med alle kræfter vippet den store rulle, fyldt med kampesten, op og ned, så de runde stokke, omviklet med det tilpas torrede klæde kunne stikkes ind under skiftevis fra den ene og den anden side . Nu ligger de fine duge, servietter og lyseduge parat til jul. Vi havde jo også høstgilde for at takke de hjælpende hænder og for udbyttet. Og gjorde så rent bagefter. Så alt det er gjort.
Men hov der er meget endnu! Bare vi når det, til lyset kommer tilbage.

Vi har pudsegilde. Det er aften. Alle folk på gården er samlet og sidder der rundt om bordet. Der kommer pudsegrej og alt kobberog messingtøj bliver samlet. Så gnubber alle løs. Mandfolkene med de gode kræfter er de dygtigste. Når vi er næsten færdige, går Mor i køkkenet, og snart blandes pudselugten med en liflig duft af æbleskiver og kaffe, og vi beundrer de fine resultater. Vi begynder også at øve på julesangene. De mandfolk kan dem jo ikke udenad, som vi piger kan. Vi må spille dem på klaveret, så de kan få dem lært til jul. Men det er både hyggeligt og sjovt. Mens vi pudsede, fik vi også fortalt historier fra gammel tid. Det er det bedste jeg ved.

Nu sidder jeg inde i det dybeste skab og holder mig for ørerne. Jeg vil ikke kunne høre de vilde skrig fra en af mine grise, som jeg har fodret på. Men jeg ved jo godt, at sådan er det naturens orden! Livet er ikke kun godt, ved jeg, og når først grisen hænger der i to fint rensede halvdele, og det dampende blod bliver båret ind i køkkenet i den store runde zinkbalje, og tarmene ligger også fint rensede, så fortsætter magien igen. Henriette, min bedstemor, skrider hen over gårdspladsens toppede brosten i stort hvidt forklæde og stor blank kniv i hånden. Hun skærer grisen ned og fordeler goderne. Så er vi i køkkenet, hvor byggrøden simrer i den store jerngryde. Det er til sortepølsen. Imens skal vi skære spæk i fine tern til at blande i, og så får vi jo også til fedtkogning og grever. Det er mandfolkene rigtig glade for, også for "brænjasnuda” (svinerygssuppe) med flæsk Uha det er svært at få holdt ordentligt fast på pølsehornet med den glatte tarm på. De er lavede af oversavede kohorn og jeg har en spids ske, så jeg ikke spilder så meget af pølseblandingen. Det er da godt, at der er syet i den anden ende, så man ikke behøver at passe på der. Vi må godt smage på rosinerne, men det er lidt ulækkert med den rå blodblanding på fingrene. Men der skal jo også syes i den øverste ende. Når der ikke er flere tarme, fylder vi i krukker og dækker med ister og klæde. Isteret er fra grisens mave, som vi har hængt fint op. Nå ja, jeg glemmer jo medisterog lungepølse og leverpostejen. Og sylten på grisehovedet. Det er der håndsvinget på kødmaskinen kræver ens allerbedste armkræfter, og man skal skære og snitte! Det allermest spændende er at trække sortepølserne op igen fra det kogende vand i murgryden. Når de er kogt. Bare snorene holder. Så skal pølserne sove i pølsetruget i hø og rent klæde og pølselangpuden over. Til aften får vi pølse med kanelsovs og æblemos. Det var en god dag! Alligevel!

Og der kommer rigtig mange gode dage og aftener. Henne på skolen har vi bestilt julebøger. Troldepus, Den lille Historiebog, Ved Julelampens Skær til de voksne. Hver søndag for jul sidder vi og laver fin ny julepynt, og så får vi læst op imens. Hjerter med bittesmå tern, frynsekurve og kræmmerhuse med klip på. Sølvpapirsblomster og roser af silkepapir. Og lange kæder og net. Det er vi kvindfolk bedre til end mændene. Vi har nu bagt småkager, flere slags. Så dem tyer de hellere til end til papiret. De må godt spise mange af de brændte. Men de skal altså lære de julesange! Det er ikke altid, at vi har så meget fint papir, men så kan vi bruge fx smelteostbægrene og forme dem til kurve med ståltrådshanke. Vi har også været med henne i brugsen og fået lov at købe nogle af de fine sølvfugle og trompeter. Men ellers kan vi jo også klippe figurer selv. Engle til hojt oppe på træet, jeg giver dem paraplyer. De skal jo så langt, når vi synger Glade Jul sangen: ”Hid de flyve med paraplyer”, sådan synger jeg!

Og inde imellem de nederste grene figurer af underjordsfolk. Der skal de være.
Vi har jo hørt så meget om dem. Men lidt gaver skal der også være plads til. Vi strikker sokker, men det er svært at fa dem færdige. Og fingrene er klistrede, for vi har prøvesmagt julegodterne. Vi har gulerodskugler, havregrynskugler og æbleflæsk. Uhm!

Men hov, nu skal der ske noget, som er lige så højtideligt slagtningen. Vi skal bage i den store ovn. Der er mu’ ret langt ind i væggen inde i bryggersmuren. I aftes kom de med det: dej trug og satte i to stole. Jeg står anden stol ved si< og mærker først i brødsmelet igennem mine fingre, som meget blød sne. Jeg har lige rort gær ud med sukker og noget mælk med smør og fedt i. Så kommer det lune våde ned over mine fingre, som jeg spreder ud, så bliver jeg rigtig klistret til. Det er svært at ælte sådan en kæmpedej. Der skal være til mindst tyve sigtebrød, og vi glemmer ikke at komme kommen i. Dejen i den anden ende af truget er endnu mere klistret, for der skal også æg i og selvfølgelig rosiner og sukat, så det kan blive til rigtige Bornholmske Hvedebrød.

Mens vi sover, har far fyret op med torn i ovnen i bryggerset, så den bliver først ildrød og bagefter hvid af hede. Hov vi må skynde os op og slå brød op, det er tidlig morgen og mørkt udenfor. Far har raget ovnen og kommer mi med sin lange ovnspade, og vi skal passe på at lægge vores opslåede brod enten til højre eller venstre på spaden, så han let kan vippe dem af inderst inde i ovnen. Yderst sætter vi jemgrydeme og pander ind med rødkål og stege. Hov vi har jo også slagtet ænder. Jeg har nemt ved at ”tage dem ud”, for jeg har mindre hænder, som jeg fører op indenfor langs brysthuden, får fat i strubehovedet, og så skubber jeg det hele det ud. Ja, de ænder har jeg faktisk selv købt og passet hele sommeren! Men, igen: Naturens bud (og vel svøbe): Vi lever af hinanden!

I ar lukker ovndøren langsomt og sikkert. Nu skal vi gå ud af bryggerset, for Bedste skal læse over ovnen. Det er meget spændende. Vi står udenfor og h jælper ved at se op på stjernerne de er der stadig, og der er mange! Dejtruget skal nu renses og sættes op på loftet med de mange brød i og med låg på for musene. Vi har mange katte, så der er ikke så mange mus. Jeg linder lidl på låget, så hvis der er en lille mus, kan den få lov at smage på vores præglige store brod. I ler i verden er der jo alligevel nok til alle!!! Vi børn bliver sendt i by til venner og frænder med små kurve med gode sager, lidt af hvert, der er. Så får vi hilst på der og smagt deres julegodter.

Magien føles stærkere og stærkere for hver dag. På søndag skal vi hente juletræ med far oppe i vores lille skov, hvor der om foråret er liljekonvaller og mjødurt. Det gør ikke noget, at træet er lidt skævt eller mangler nogle grene, for det kan Far ordne på sit værksted, og vi far det ind i Melstuen knejsende og strunkt. Der står så lyset, altså julen, allerede og vidner om vores liv. Lillejuleaften pynter vi træet. Vi fylder godter i de fine kurve. Der skal i hvert fald være en til hver. Til allersidst de fint snoede julelys, som vi har sat knappenåle i, for at de kan stå sikkert på grenene. Hvis vi kan nå det, tager vi i kirke næste dag. Men vi forstår slet ikke, hvad præsten præker, for han både læsper og snøvler. Det er jo ikke på latin som i ældgamle tider, men vi synes, at det er latin. Men orgelet bruser, og vi synger de dejlige salmer. I krigens tid kørte 'Far folk til kirke i sin flotte gamle landover med sølvlygterne og med de Fine heste for med toppe på. Eller hvis der var sne, så i kane, foret med lammeskindsposer, og så havde hestene dækkener med bjælder på.

Nu kan vi fejre lyset. Vi er i vores bedste tøj og møder samtidig op ved det fint dækkede bord med Mors broderede julelysedug og tændte lys. Før vi sætter os, hæver vi vores glas med opskænket hvidtøl og ønsker højtideligt hinanden Glædelig Jul. Vi får klipFisk, risengrød og lidt andesteg til dessert, — fyjlakrajter, som de gamle siger. Vi gemmer maden lidt væk ikke for langt. I gammel tid tog de bare dugen op over fadene, så de gode sager kunne nydes i juledagene. Men nu er vi jo lidt mere ordentlige og så skal træet tændes, vi går rundt om det med hinanden i hånden og synger, og julefred og juleglæde sænker sig over os. Det skal vare helt til Knuds dag — Knud bærer julen ud. Ja vi slutter jo med helligtrekonger, hvor vi husker på De Hellige Tre Konger og får læst af Selma Lagerlöfs Kristuslegender. Mens julen står på må intet dreje rundt, og ingen nål må stikke i noget. Vi må heller ikke strikke vores sokker færdige! Der må heller ikke stå noget redskab afjern ude, for så kommer Ashaverus, den vandrende jode og sætter sig på det. Så får man uheld på markerne hele året. Alle redskaber og andet er sat på plads i de fint opgjorde og fejede lader og skure. Det har mandfolkene gjort, før de kommer svingende med staldlygterne over gårdspladsen. Det er nemt at se, at nu kommer de snart ind, for lyset fra lygterne laver lysspil på stueloftet. Alle dyr har fået. Hestene har været ude ved ”oljan” ved vandpumpen og drukket vand i massevis. Indtil de med rejste hoveder slubrende synker den sidste mundfuld ned. I deres krybber er der imens lagt dejlige roer. Det ved de, så de går glade ind i den varme stald igen.

Hov, — Al den fromhed kan åbenbart ikke overholdes hele julen igennem. For der er jo noget, der hedder julegilder! Vi skal selv holde et, og vi drager ad landet til, til andre gårde. Der glemmer de voksne snart at være så stilfærdige. Og der bliver endda spillet kort og drukket toddyer ved blanke mahogniborde. Konerne sidder i de mindre stuer og broderer og sladrer. Vi kommer ind med små fine glas med sodavand i på små fine bakkerog selvfølgelig skåle med julegodt i. Mændene sidder ved borde ude på salen. De far jo de her toddyer, men de har også flasker derude. Heldigvis glemmer de voksne der, at børn kun ” må ses”, så vi forsvinder ud på de lange forstuegange og leger skjul i de store kåber, der hænger. Det gør ikke noget, de falder ned. Der er nogle på gulvet til at begynde med. Normalt ma vi jo ikke løbe indendørs, men det kan de gamle jo ikke høre alligevel, så vi styrter op og ned ad gangen og gennem spisestue og helt ud i køkkenet. Der kan vi jo så også hugge et ekstra andeben eller medisterstump, og vi hviner af grin. Sommetider kommer de ud og skænder, men det a kan vi slet ikke forstå, for vi er jo stilfærdigt ved at lege gemme fingerbøl! Det kan dejo nok se!

Nytårsaften holder vi stilfærdigt. Ingen gilder. Vi hilser ærbødigt på det nye år med et glas kirsebærvin. Senere ved nytårsny går vi udenfor og hilser på det nye år med mønter og lidt brød i de mod den nye måne op strakte håndflader. Det er i hvert fald højtideligt!
Hov — nu har Knud været her.
Og vi pakker julen væk i store papkasser. Meget forsigtigt og ærbødigt, for sikke dog en dejlig jul vi igen har haft. Og får igen, det ved vi jo!

Hov igen. Jeg glemmer jo, at vi på selve solhvervsdagen gik med lys i udhulede roer og sang den rigtige lyssang henne på skolen til juletræ der.

Så kan lyset da bestemt nemt komme igen.!
Inge Loshak

Auf wunderschönem Naturgrund gelegen, direkt in Rønne auf Bornholm
pa Maison du Nord er plads til alle generationer.
Ferie, action, oplevelse og forlystelser Bornholm for hele familien