Ca. 700 meter oppe i Døndalen målt fra kysten findes Danmarks største vandfald, Døndalfaldet, med et samlet fald på op imod 20 meter. Det "dønnar" siger bornholmerne, når vandet især om foråret tordner og brager ned.
Heraf navnet "Døndalen".
Da granitten i det bornholmske grundfjeld størknede for millioner af år siden, fik den indre spændinger og sprak. Kilometerstore flager arbejdede i forhold til hinanden omtrent som tæt pakkede isflager.
Det foregik dybt i en bjergkæde, som i årenes løb er slidt bort.
De to sider i Døndalen er forskudt næsten en halv kilometer fra hinanden i sprækkens retning.
Den nordvestlige fjeldside ses den dag i dag rejse sig ca. 25 meter lodret over dalebunden.
Bornholm blev i istiden dækket af indlandsis, og da isen smeltede, rykkede isranden tilbage i nordøstlig retning. Det formodes, at isranden i en periode har stået tværs gennem Døndalen og hindret smeltevand m.m. i at løbe i havet, herved blev der dannet en issø i dalen, hvor fint ler blev bundfældet.
Senere da isen var helt væk fra øen, har vandet igen kunnet løbe i havet, og Døndaleåen har siden da skåret sig ned gennem leret - det ler, der i våde perioder gør stierne fedtede.