Salomons kapel på Bornholm

Salomons kapel på Bornholm er formentlig opført på foranledning af ærkebispen i Lund i begyndelsen af 1300-tallet. Så vidt man kan skønne, har kapellet fået navn efter den hellige Salomon, der var en af dominikanermunkenes hellige mænd. Dominikanerne havde i begyndelsen af 1300-tallet megen indflydelse ved pavehoffet i Rom. Det var sandsynligvis for at stå sig godt med
denne kirkemagt, at ærkebispesædet lod kapellet indvi til sankt Salomon.
Salomons kapel er bygget af munkesten og tilhuggede kampesten.
Det er opført i to omgange. Først byggede bornholmer det lille rektangulære kirkerum.
Setnere tilføjede man våbenhuset i syd.

Inde i selve kirkerummet ser man mod øst fundamentet til alterbordet.
Langs væggene i våbenhuset finder man endvidere bænke muret op af munkesten. Gulvet i kirken har været belagt med munkesten og fliser, og taget har været dækket med tegl.
Som ruinen fremstår i dag, er den restaureret i forbindelse med en undersøgelse i 1923. Ved denne lejlighed fandt man bunker med knust rudeglas. Bunkernes beliggenhed viser, at -kapellet har haft vinduer i sydmuren, i vestgavlen og midt for i nordmuren. Salomons kapel er opført i tilknytning
til et af de sildemarkeder, der opstod ved Bornholms øst- oq nordøstkyst i 12-1400-tallet
Det var særlig købmændene fra de tyske hansestæder, Hamburg og Lüibeck, der opsøgte disse sildemarkeder. Mange af de mønter, der er fundet i Salomons kapel, stammer netop fra disse byer.
Man må forestille sig, at der har været et sandt leben af handelsmænd og fiskere fra slutningen"af august til begyndelsen af september, hvor sildefiskeriet var på sit højeste.

Den lille naturhavn Kragkås lige sydvest for Salomons kapel har været en velegnet landingsplads for sildebådene og handelsskibene.Tæt nordvest for Salomons kapel findes en hellig kilde.
Omkring dette kildevæld har der i sin tid været bygget en stensætning.
Helligkilden har også haft stor betydning for Salomons kapel. Pilgrimme søgte hertil for at drikke det helbredende vand og for gennem bønner og gaver at opnå helbredelse for deres sygdomme.
Både kapellet og helligkilden mistede deres betydning efter reformationen (1536). I 1648 fik byfogeden i Allinge overdraget loftplankerne og bjælkerne fra kapellet. Derefter er bygningen hurtigt gået i forfald.