Bornholms fauna

Ligesom botanikerne har danske og nordiske zoologer længe haft øjnene rettet mod Bornholm, idet øens dyreliv både er betinget af øens særlige jord­bundsforhold, klimaforhold og øens geografiske be­liggenhed længere mod øst end det øvrige land, hvilket har muliggjort en østligere indvandring. Ringdroslens optræden som ynglefugl i 1935 og biæderens i 1948 er to klassiske eksempler på dyrearter, der ikke forekommer i det øvrige land, og hvis tilstedeværelse på øen må forklares ud fra dens ge­ografiske beliggenhed. Ikke alene har Bornholm et særligt østligt faunaelement begrænset til øen af klimatiske eller indvandringshistoriske årsager, men tillige en anderledes talmæssig fordeling sammenlignet med det øvrige land for en række dyrearter. Interessen for den bornholmske natur har været stærkt stigende, og mange studier i øens natur de seneste 20 år har bragt megen ny viden frem om øens fauna, og det især inden for de hvirvelløse dyr. Pattedyr. På grund af et nyt lytteapparat til registrering af flagermus, den såkaldte ultralyddetektor, har man de seneste 10 år fået kendskab til seks nye arter pattedyr til i alt 26 arter. Dette er en rest efter tidligere tiders langt rigere dyreliv, idet der i flere af øens moser bl.a. er fundet knogler af rensdyr, elsdyr, kronhjort, bæver, vildsvin og skovmår. Øen er i dag især kendt for sin fine rådyrbestand, og jagtudbyttet på denne art ligger over landsgen­nemsnittet. De bornholmske råbukke har udmærket sig ved at have meget store og flotte opsatse. Fugle.Fuglelivet er ganske godt undersøgt, og godt 100 arter træffes hvert år ynglende på øen. Især to arter, nattergal og råge, er mere almindelige på Bornholm end andre steder i landet. Indvandringen af sortspætten i begyndelsen af 1960erne har resulteret i et større udbud af redehul­ler i øens skove, hvilket igen har begunstiget huleru-gere som allike, huldue og perleugle. Sidstnævnte yngler hvert år med ganske få par og har her på øen landets eneste kendte ynglebestand. Fugletrækket forår og efterår er stort over øen, og især er det de store flokke af traner, fjeldvåger og hvid vipstjert, der gør øen skattet som træklokalitet. I varme forår gæstes øen af et ikke ringe antal syd-øst-trækkere, hvoraf karmindompap i de senere år er begyndt at yngle. Krybdyr. Øens krybdyrfauna adskiller sig ikke fra landets øvrige, og fem arter er ganske godt repræ­senteret. Især synes hugorm at være hyppig i lyng­områderne på Hammerknuden og i de gamle høj-lyngsområder, hvor der endnu findes lyng. Padder. Ni arter padder er regelmæssigt forekom­mende. Latterfrø har sin eneste danske forekomst på Bornholm, og halvdelen af landets løvfrøer træf­fes i øens damme. Der har været en større tilbage­gang for denne paddeart, hvorfor det sørestaure-ringsarbejde, Bornholms amtskommune indledte i 1983, i første række er baseret på at hjælpe løvfrø­bestanden og skaffe de yngledamme tilbage, hvor den tidligere har været, men nu er fordrevet fra på grund af bl.a. opfyldning. Fisk. I de bornholmske ferskvande findes 18 af lan­dets 42 arter ferskvandsfisk, hvoraf bestandene af havørred i øens større vandløb tiltrækker sig størst opmærksomhed. Om vinteren og i det tidlige forår foregår et ikke ringe fiskeri efter denne ædelfisk ved øens kyster. Sild, torsk og laks er kendte bornholmske havfisk, der er grundlaget for et af øens største erhverv, fis­keriet. Hvirvelløse dyr. Det er så helt afgjort inden for denne dyregruppe, de største landvindinger med hensyn til kendskabet til øens fauna er sket siden slutningen af 1960'erne. Bladlopper f.eks., kendtes slet ikke på Bornholm, men den dygtige og ihærdige naturhistoriker Lars Trolle har på det seneste beskrevet 28 arter fra øen, allesammen ganske vist almindeligt udbredte. Også cikader har han kigget på og fået forøget øens artsliste fra 1 i 1968 til i dag 174, hvoraf mange er nye for Danmark, enkelte er nye for Skandinavien og en enkelt endog ny for videnskaben. En art småsommerfugl »andabatana« er fundet i 14 eksemplarer i hele verden, og af disse er de 13 truf­fet på Bornholm. En vårflueart, Tinodes machlach-lani, er truffet på sit eneste levested nord for Alperne på klipperne ud for Ringebakkerne. Den må anses for at være en varmetidsrelikt, der her har overlevet klimaændringerne efter varmeperioden for 8000 år siden. En istidsrelikt, fladormen Planaria alpina, er på den anden side fundet i øens kildeområder, og den må antages at have overlevet her siden tundratiden for mere end 12000 år siden. På lignende måde er kendskabet til øens land- og ferskvandssnegle, læ­geigler, storsommerfugle og småsommerfugle, lø­bebiller, mider, edderkopper, myrer, gravhvepse, græshopper, slørvinger, svævefluer og bredtæger øget i en sådan grad, at man næsten får åndenød, og der er i tidens løb bragt fortrinlige indlæg i det bornholmske naturtidsskrift »Fjælstaunijn« om disse nyopdagelser i øens fauna.