Da granitten i det bornholmske grundfjeld størknede for millioner af år siden, fik den indre spændinger og sprak. Kilometerstore flager arbejdede i forhold til hinanden omtrent som tæt pakkede isflager. 
Det foregik dybt i en bjergkæde, som i årenes løb er slidt bort.
De to sider i Døndalen er forskudt næsten en halv kilometer fra hinanden i sprækkens retning. 
Den nordvestlige fjeldside ses den dag i dag rejse sig ca. 25 meter lodret over dalbunden.

Bornholm blev i istiden dækket af indlandsis, og da isen smeltede,rykkede isranden tilbage i nordøstlig retning. Det formodes,at isranden i en periode har stået tværs gennem Døndalen og hindret smeltevand m.m. i at løbe i havet, herved blev der dannet en issø i dalen, hvor fint ler blev bundfældet.
Senere da isen var helt væk fra øen, har vandet igen kunnet løbe i havet, og Døndaleåen har siden da skåret sig ned gennem leret - det ler, der i våde perioder gør stierne fedtede.